Der er lang tid mellem jeg får skrevet og grunden til dette er, at jeg mangler en halv oplader til min computer på skolen... og der sker jo endda en del, men så må i jo bare få det hele på én gang. Først en ikke så rar omgang følelser:
Ugen startede med at der blev affyret et nødblus. Der blev sendt helikopter ud og sådan en koster 100.000kr i timen at have flyvende rundt. Det der er i dette, er at det var en fra skolen der affyrrede det. Faktisk en af mine bedste venner.
Da lærerene så samler os til aftensmad og beder os om at fortælle om det var nogen fra skolen eller om der faktisk ligger nogle ude i vandet og har brug for hjælp, er der ingen der melder sig. Mange ved det. Jeg sidder med en dårlig følelse og tænker: 'For helvede, så sig dog det var dig'. Men alt min ven siger er at han så den lande lige i nærheden af skolen. Hans begrundelse er, at han ikke har råd til erstatning.
Dagen efter bliver så godt som alle, hevet ind til samtale for at høre om vi ved noget.
Denne hændelse er noget der fik bægeret til at flyde over for mig. Jeg har dækket over min vens rygning og det samme har mange andre. Min ven har været utaknemmelig. Og grænsen for hvad der er bedst for os og det fælleskab vi har, samt hans eget bedste, er nået. Han har ikke fået konsekvenser for de ting han gør og han lyver for at dække over de ting han gør. Hans chancer fremover i livet, hvis han bliver ved i samme spor, er dårlige. det kan ikke være rigtigt at så mange skal dække over en person, som har gjort noget dårligt og at han så samtidig er ligeglad med de mennesker.
Min ven er nu smidt ud. Og det er med en følelse af vrede over hvad han gør med sig selv og at han dækker over sig selv, tristhed over en god ven bliver smidt ud, en lettelse over at vi endelig har gjort noget ved noget der førte ud i noget dårligt, en fortvivelse over at andre af ens nære venner er dybt uenig med mig og dette er noget der skiller os ad, et håb om han har det dårligt med hva han har gjort og en tanke om, at det måske er det bedste for ham at endelig at få en konsekvens.
Så blandede følelser er hvad man står tilbage med. Dog med overbevisning over at alt ender godt. For af alt dårligt, kommer godt....
LML
Johanne Skærbæk
