tirsdag den 13. august 2013

En ny start, en ny alder og et helt nyt halvt år i vente + en ny ost

Som I kan se er min baggrund helt hvid(medmindre du læser det her så sent, at jeg har fået det fixet inden). Grunden er den at der nogle 'interne fejl', når jeg prøver at uploade et billede, samtidig med mit gamle baggrundsbillede simpelthen er væk. Pist forsvundet.
Det går jo nok og det skal nok komme i orden på et tidspunkt, men nu ved I det! 

Så er det i overmorgen jeg starter på matematik. Er da lidt spændt på hvordan det bliver. Om det er noget jeg gerne vil fortsætte med eller simpelthen finder ud af, at det er helt håbløst. Det tror jeg nu ikke  og jeg glæder mig bare mere til at komme i gang igen. Hende her ser ihvertfald enormt glad ud for det!
Min døgnrymte er dog ikke helt indrettet til at stå op kl 6 må jeg sige. Men når det er to timer, mon jeg så ikke overlever den smule træthed. 

Jeg skal også afsted fredag, men har så fri hver mandag. På fredag skal jeg også til fødselsdag og dagen efter er der også en fødselsdag. Gaver? Dem har jeg ingen af endnu og jeg hader simpelthen også at købe dem, men det skal vel gøres og så må jeg jo finde ud af noget. 

Hele måneden  + september er fyldt med fødselsdage. 

Men min tid skal nu også gå med en del andre ting forhåbentlig. Alle de ting som jeg jo gerne ville have tid til med så lidt skolegang. Én ting er Køge Amatørscene og en anden er musicalen på Køge Gymnasium. 
Jeg ved ikke om jeg fik det sagt, men jeg er simpelthen blevet tilbudt at være med, trods min svigtelse af selve gymnasiet. Jeg blev ellevild, men er dog i tvivl om hvad jeg skal lave og hvor meget jeg skal være med til, det har jeg ikke lige fået info om... 
En anden ret så vild ting er, at jeg nu har gjort noget ved det. Det jeg har tænkt længe på, ægret mig over og tvivlet på. Sang. Det er jo sådan, at i det miljø jeg så godt kan lide at begå mig i, teater-miljøet, er det næsten umuligt at være ikke-syngende. Jeg har meldt mig til sang efter et løfte jeg gav mig selv engang inden sommerferien. Nu skal det være. Nu skal jeg finde ud af hvor forfærdelig jeg er og hvad, der kan gøres ved mig. 
Den sidste ret så vilde ting er, at jeg har fundet mig en halvpart. En hest at ride på så at sige. Jeg skal simpelthen efter, det må snart være 2 1/2 års pause, ride igen! Det vil I 100% høre mere om. Bare rolig.

Jeg har også nu med mine 18 år, som jeg fyldte på min tur til Mexico, oprettet en opsparingskonto med pengene indtjent efter et par måneders arbejde. Trods min løn nu er dobbelt så stor, er der alligevel gået en god portion penge ind på kontoen og i troen om jeg ville tjene fedt på min opsparing, oprettede jeg en. At renten så kun er på 1% om året, gør mig så nok ikke ligefrem rig, men ikke desto mindre er det godt at have. 

Jeg er, efter lovet til en flink medarbejder, blevet medlem af Amnesty. I samme omgang gik jeg lidt amok og blev medlem af en Dansk vegetarforening, støttede End7 (virkelig en god sag og fremgangsmåde, tjek det ud), skrev til Ungdommens Røde Kors om at være med til 'Unge På Flugt', som jeg selv var med i i mit efterskoleår og jeg har endda betalt mit længe ventende og særdeles tålmodige medlemskontingent til Enhedslisten. Jeg har også siden sidste år villet være med til at lave lektiecafé. Det passede dog bare ikke med musical sidste år, så jeg håber lidt på i år.

Tja en kaldte mig Mother Teresa. Jeg måtte hurtigt nedlægge den med min ofte kolde tilgang til hverdagen, dumme kunder og 'passen mig selv' . 
Dog kunne jeg nu godt se lidt af det på andre måder. Jeg har det dårligt med at sige nej til overarbejde, når mine kollegaer har brug for det, prøver at redde lidt af jorden med mit øko- og vegetarflip og så alle de ting jeg støtter. Men når nu jeg er i stand til det, så synes jeg også, at jeg må gøre det, istedet for bare at se til og blive forarget over tilstandene. 

Og så til et meget lille og randomt emne: I dag købte vi en skiveskåret, økologisk havarti. Ost er ikke rigtig noget jeg spiser som sådan på brød og sådan. Det bliver mest til store mængder af revet mozzerella og parmasan (og så hytteost hvis man tæller det som en ost) på spaghetti og i risotto eller frisk, hel mozzerella på en sandwich. Så nu er jeg spændt på sådan at spise rigtig ost. Den skulle godt nok ikke rigtig smage af noget overhovedet, men det er stadig nyt og tænker lidt jeg vil prøve at lave noget toast ud af den, sådan med lidt avocado og evt. nogle sandwich spread og så i en rister. 

Jeg har også prøvet noget nyt med hensyn til afsnit. Der er et linieskift mere mellem hvert nyt emne. Fungerer det? Bliver det mere overskueligt at læse? 

Det blev en ordentlig opdatering, men det er jo det der når man tror man ikke har noget at skrive, emn så alligvel har en hel masse.

Hvordan, hvornår og hvor starter dit år her efter sommerferien?

LML
Johanne Skærbæk