Som jeg sidder med mit efterskolebevis i bilen og kigger på det flotte billede af Faxehus fra havet, ryger de glade minder og tanker gennem hovedet på mig. Hvad jeg ikke har oplevet på den skole på ét år... Det virker som evigheder siden jeg stoppede på Sct. Nicolai skole og begyndte på Faxehus. Og så alligevel. Da jeg sad i går på mit og Frejas helt tomme værelse, virkede det som om det var allerførste dag. Den allerførste hvor vi sad på det nye tomme, hvide værelse og kiggede rundt med tanken om at skulle bo her det næste år. Hvad der ikke er sket siden da.
Og at man så nu skal skilles med dem, man har brugt et år på at komme så tæt på. Ja og jeg ved vi skal ud på helt nye steder og møde nye, nice mennesker, men jeg tror aldrig man kommer så tæt på nogen igen. Aldrig kommer man til at kunne ligge afslappet i to små seng; på tværs af køn, uden det nødvendigvis betyder andet end kærlighed og tryghed mellem venner og på tværs af baggrund og faglig kunnen, for her er det mennesket der betyder noget. Man får aldrig chancen for at snakke hver aften eller kunne gå til timer i nattøj.
Det er skørt at sidde her på Ølbyvej 34 og vide at man aldrig skal tilbage til Faxehus og værelse 202 som beboer. Alle de mennesker man har levet op ad døgnet rundt er nu indtil flere timer væk og ja nogle er endda på Grønland, hvor de før var over på den anden side af gangen!
Jeg sidder her på Ølbyvej 34 og ind imellem den muntre snak i min familie, som er inviteret forbi på vegne af min dimission, slår nogle tanker og sandheder igennem. De går lige i tårekanalerne. For det, at selvom maden måske er en smule bedre herhjemme, så er det alligevel trist at man aldrig skal opleve et vegetarisk, masseproduceret måltid ved et bord, med 12 jævnaldrende i en sal med 70 andre i hvert deres humør igen, men derimod med sine forældre og et stykke mørt oksekød. Det, at man ikke skal tilbage til sit 2. hjem efter weekenden, men blive her.
Og jeg kan sidde og kigge på min bagage, som skal pakkes ud på mit værelse som i modsætning til 202 har et stort skab, en halvandensmandseng, ingen tagen frem og tilbage, eget bad, ingen der synes jeg roder og ingen deling om pladsen, men stadig tænke at jeg hellere vil have mine ting i et lille skab og i poser på gulvet, at jeg hellere vil dele en lille seng med 3 andre og at jeg hellere vil have fællestandbørsting sammen med en pige med langt, krøllet hår, mens vi danser rundt om hinanden på for lidt plads, fordi der ligger sutskoene fra naboen og håndklædet der tørrer.
(Kom ikke og sig at ungdommen er materialistisk ;) )
For da vi har sunget den sidste sang; Lille du, rejser vi os op i solskinnet og råber fælleskrammer. Jeg kan mærke flere og flere mennesker og hænder omkring mig, høre forskellige ord forskellige steder fra og jeg kan se kære Josefine der græder. Da den store klump af sammenhold er brudt op, står man og skal sige farvel til hver enkelt. Flere skal man se meget snart, allerede et par dage efter og med tanken om det siger jeg farvel med et smil på læben. Men da så vi kommer til Morten, en sød dreng, der altid kan få mig til at smile, rammer tanken om at jeg måske aldrig skal se den dejlige dreng sådan rigtig igen. Jeg bryder i gråd og joiner derved mange af de mennesker omkring mig.
Stille og roligt får man krammet og ord er der ikke stort overskud af. Jeg får sagt farvel til lærere og får derfra en lille kommentar om jeg skal passe på mig selv og have det godt og fra pedellerne får jeg lige en kæk kommentar og et bredt smil med på vejen.
Jeg krammer Elton for anden gang og vi kigger hinanden i vores tårevædede øjne og med en intern joke og et smil siger vi det er noget pjat for vi skal ses på tirsdag. Jeg møder min roomie og jeg ender nok med at kramme hende farvel 7 gange. Trods jeg også skal se hende på tirsdag, så kan man ikke undgå, som man står der med ansigtet med i hendes krøller, at tænke på vi ikke kommer til at bo sammen og sove i dobbeltseng sammen hver dag og at vi ikke kommer til at følge hinanden i tykt og tyndt. Det kommer vi ikke til at kunne igen og når man tænker på hvad vi har gjort for hinanden og at vi to har gået hele og med det mener jeg HELE vejen sammen, er en blanding af hjerteskærende og utroligt fantastisk. Og da jeg igen bryder sammen og siger jeg ikke kan sige farvel til Morten, tager hun mig i hånden med hen og jeg giver ham endnu et kram, mens jeg græder ned i hans skjorte.
Et af de sidste kram er et fælleskram med Josefine og Freja. Vi står med ansigtet begravet i hinandens skuldre og trækker vejret i ryk og ind imellem den snøftene får Josefine ud, at vi er som hendes roomies og i et hulk udstøder jeg halvt grinene, halvt grædende "ti stille" og vi græder, ja nærmest hulker på ny.
Det allersidste kram er selvfølgelig til Freja og da vi begge har nogenlunde styr på os selv, går vi ud til vores familier og som jeg går over en bænk og er ved at gå over til min mor, græder jeg igen. Så meget for et forsøg på at begrænse det. Jeg må græde lidt endnu en gang, denne gang ned i mors trygge favn og som vi går over gårdspladsen og ud til bilen, er alt hvad jeg har lyst til er at vende om og løbe tilbage. Jeg har bare ikke lyst til at forlade det sted og jeg er slet ikke færdig eller klar til at sige farvel til Faxehus. For hjem er hvor dit hjerte er. Og dét var der tilbage foran spisesalen, på stenene, med udsigt til havet og i favnen på de allerbedste.
For det er de. Alle dem fra FHE 11/12. Alle dem der i dag fik mig til at føle alt det. Selvom jeg ikke har nogen tragisk eller speciel historie at fortælle, så har jeg alligevel haft et år udover det sædvanlige, hvor jeg har mødt folk med hver deres historie, som alle har bidraget til min lille historie. Uden jer ville FHE 11/12 ikke have været FHE 11/12. Derfor holder jeg ufattelig meget af hver og en af jer.
Vi er nogle smukke unge mennesker og hvad vi har oplevet, det kan kun vi selv forstå ;)http://www.youtube.com/watch?v=KPkWVUILGHs
LML
Johanne Skærbæk
