Holy mother of god det er godt vejr! Har tilbragt dagen fra jeg stod op kl. 13 og tre timer frem i solen på terrassen. Jeg har møg ondt i halsen, så det var iført uldhalstørklæde og striksokker og så ellers bikini. Jeg frøs ikke, men havde det bare enormt dejligt og det hjalp faktisk på halsen og jeg fik lidt af den stemme, der var ikke-eksisterende da jeg vågnede, tilbage.
Du tænker måske: Hvorfor er du aldrig i skole? Ja altså et godt første svar ville være, at jeg har enormt ondt i halsen. Det er dog ikke den udelukkende grund. Jeg har nemlig én gang for alle taget en beslutning. Jeg er droppet ud med kun 7 uger tilbage af 1.g.
I går mødtes jeg med min studievejleder, som fulgte mig op på kontoret og jeg skrev på nogle papirer og afleverede mine bøger. De var alle meget søde og kede af min beslutning.
Det kan også godt sige jeg selv er. Det har været en enormt svær beslutning, for selvfølgelig ville det bedste have været at have afsluttet 1.g og ikke bare have det 'spildt' og ikke skulle starte forfra osv. men jeg var simpelthen kørt fuldkommen fast. Samtidig med jeg var bagud med alt og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst fulgte med i timerne. Familien stod klar til at hjælpe, men jeg var nødt til selv at gide det og det gad jeg ikke.
Jeg tog nok allerede beslutningen allerde da jeg meldte mig til gymnasiet og følte, at det ikke var det jeg gad. Men i mangel af noget andet at tage mig til, har jeg fortsat.
Det er sådan en norm, at man tager på gymnasiet og eftersom jeg allerede har været på efterskole, er jeg allerede et år 'bagud'. Alle i min familie har været på gymnasiet og der er ikke rigtig nogen andre uddannelser jeg tænker der er mig samtidig med mit faglige niveau er... Ret så højt.
Til sidst, trods opmuntrende samtaler med studievejlederen, søster-letiehjælps-tilbud og fornuftige tanker, har både jeg og mine forældre måtte erkende, at det ikke gik.
Og da jeg så fik lov til at stoppe, kan jeg huske hvordan det hele bare lettede sig. Hvordan byrden bare forsvandt. Det var skønt endelig at være fri fra det, der havde tynget en i et helt år!
Alligevel kunne jeg vågne og blive helt skræmt af tanken bare at stå uden noget lige pludselig, uden at skulle se mine bedste venner hver dag og at min fremtid var uvis. Jeg har altid været i gang med noget, først folkeskole i 10 år på samme skole og så efterskole.
Jeg har ikke stilt så mange spørgsmål til det før og det er først nu, hvor man faktisk er utilfreds og depressiv, at man begynder at stille spørgsmål ved det man foretager sig.
Jeg kan slet ikke kende mig selv mere, fordi det der før har været trygt og godt og lykkeligt, er nu noget der gør det præcis modsatte.
Jeg har vendt så mange muligheder for hvad jeg skal lave og hvad der ville gøre det hele bedre, at jeg slet ikke ved hvad jeg egentlig taget kan lide at lave og hvad jeg er god til.
Jeg ved det er den rigtige beslutning. Det er min tur til at opleve verden, imens jeg stadig er ung og jeg har ikke så travlt, for hvad er det vi alle sammen skal nå? Jeg tror ihvertfald ikke det er nødvendigt at skulle være trist størstedelen af tiden, for at få en god fremtid. Så vil jeg hellere vende tilbage med fuld styrke og med mig selv i behold.
Det kan være svært at forstå hvorfor jeg valgt gymnasiet fra og det var også svært at give mine forældre en konkret grund eller når de spurgte mig hvorfor noget andet skule være bedre. Men jeg kunne bare se det på mit liv og min sindstilstand. Mit liv nærmest rådnede.
Min hverdag var at komme hjem, sidde og æde chips eller slik, aldrig motion og aldrig lektier, mig og mine forældre råbte lidt af hinanden og mig om det samme(det er der dog selvfølgelig stadig) og jeg sad og lavede ingenting og magtede heller ingenting selvom jeg fucking kedede mig og hele tiden tænkte jeg hvad fanden jeg skulle, hvorfor det var sådan, grunde til det hele og være depri i det hele taget.
Jeg sov røv hamrende dårligt og vågende så godt som hver nat som om jeg lige havde haft et mareridt og jeg kunne ikke falde i søvn om aftenen heller. Derfor var jeg altid så træt, at jeg ikke orkede noget næste dag.
Jeg brugte hver dag, hvert modul og hver nat på at finde en løsning og en mening med det hele, men lige meget hvad jeg fandt frem til var det bare sort, der var en eller anden bagdel.
Jeg kunne ikke tage mig sammen til gymnasiet, for jeg har kæmpet imod det så længe og det var de præcis samme tanker der kværnede rundt konstant. Det værste var ikke hvordan jeg havde det lige nu, men det, at jeg ikke kunne se lyset. Alt var bare sort. Fuldkommen sort.
Jeg var kørt fuldkommen fast og jeg har ikke noget lige meget hvad jeg gør eller foretager mig. Så er det bare sort.
Mit liv sejlede og jeg var så træt af at leve sådan,
jeg var træt af mit liv. Dagene åd bare hinanden og de eneste dage jeg var glad, var fredag, når jeg fik fri. Jeg tænkte ofte, at jeg ikke kunne klare det mere, men det
gjorde jeg så alligevel. I et helt år, klarede jeg det jo alligevel videre.
Jeg havde brug for at der skete noget og ikke bare levede videre i det. Det er vel mit eget
ansvar at gøre noget, jeg vidste bare ikke hvad jeg skal gøre. Det konstante spørgsmål har været om man bare skulle suge ballerne sammen og acceptere det eller man faktisk skulle gøre noget ved det.
Jeg bryder jo en masse normer nu og det er svært at forsvare, at man har smidt sin gymnasielle uddannelse over bord og når Køge Gymnasium jo egentlig er et rigtig godt gymnasium. I det hele taget er der mange af de normer på gymnasiet, jeg har det en smule svært ved. Druk-/festkulturen er en ting, jeg tror aldrig helt fanger mig og det at man ikke selv kan bestemme hvad man vil have på gymnasiet. At man skal slæbes igennem diverse nv-fag, når hvad man egentlig skal i sin fremtid er, at læse noget med samfundsfag.
Jeg følte at mit liv stoppede lidt, hvis jeg bare blev ved. At der kun var én vej frem fra nu af og at jeg ville ende ud som en eller anden bitter, halvgammel dame med en fin uddannelse, jeg ikke ville være glad for.
Det hele skal dog ikke lyde som om det var det rene jammer. Jeg har fået de bedste veninder i min klasse. De føles som mine soulmates. Jeg har altid haft gode venner, men det er unikt, at vi er 4, der fungerer så godt sammen som vi gør og det er sammen vi udgør det og uden én, er det bare ikke det samme.
Samtidig er jeg ikke længere direkte depressiv, som jeg ellers startede skoleåret med at være. Det føles som ufattelig lang tid siden, men det gjorde ikke desto mindre, at jeg fik en enormt dårlig start på gymnasiet og alle har fået et helt andet indtryk af mig, end hvad jeg egentlig er. Det har også været en af grundene til det har været så svært at komme igen.
Jeg kan fjernt huske hvor forfærdeligt det var. Hvordan jeg enten ikke følte noget, ellers følte jeg noget dårligt. Jeg kan huske hvordan min sommerferie, trods alle ønske-oplevelserne, var forfærdelig og hvordan jeg stille og roligt udviklede en depression.
Jeg kan også huske hvordan jeg fik det bedre og det bare gik over i, at jeg ikke gad gå på gymnasiet.
Men depression er en helt anden historie (eller ikke helt, men en meget lang historie) og du kan læse mere her: Mine tanker i en depression. Det er et ekstremt personligt og følsomt emne, som jeg kun har delt meget lidt af med meget få personer og det er først nu, hvor jeg er kommet ud af gymnasiet og ikke længere er i det, at jeg har kunnet få mig selv til at udgive det.
Jeg har i forbindelse med alle mine spørgsmål til det hele også skrevet lidt om Generation Y, fester og gymnasiet.
Efter at have sagt til klasse, familie og næreste venner, kan jeg nu også fortælle dig og alle andre det! :) Jeg ved ikke om jeg fik det hele med, men jeg fik da ihvertfald størstedelen!
Prepare to get the old, happy Johanne Skærbæk back! :D
LML
Johanne Skærbæk
