Jeg har, sjovt nok, lige fået en opgave i samfundsfag, der gik ud på at skrive en blog-indlæg. Det skulle handle om nutidens unge og jeg synes da egentlig det er ret oplagt at ligger her på siden. Det er trods alt en blog:
Weekenden startede med et par timer i enten engelsk eller
matematik, hvor jeg læste artikler om
bla. folkeskolereformen, SU, velfærdsstaten vs. velstillede osv osv på information.dk, om aftenen var jeg til
gymnasie-fest og opvarmning, hvor jeg måtte bryde min ellers vegetariske
levestil, med en lækker chili con carne. en vild 18-års, som jeg for resten var
blevet inviteret til kun en uge før, så arbejde i Netto lørdag og søndagen
brugte jeg på, at finde højskoler, der kan hjælpe mig til at finde ud af hvad
det egentlig er jeg vil med mit liv…
Os unge har altid
været lidt vilde af os. Vi vil altid alt muligt andet end vores forældre vil have
os til. Vi er politisk uenige med de
gamle og vi skal hele tiden udfordre og skubbe til de rammer, der bliver sat
for os.
Vi tyr til det ekstreme. Nogle læser helt vildt meget, nogle
spiller helt vildt meget computerspil. Forskellen fra det moderne samfund og
det senmoderne samfund nu, er at vi bliver bedt om konstant selv at vælge. Men når vi så læser helt vildt meget eller
spiller helt vildt meget computer, bliver vi alligevel spurgt om ”vi ikke kan
være lidt mere som de andre?” og man kan næsten høre ’please’ og sukket efter.
Men vi vil bare gerne være forskellige og have vores egen
identitet, for så at kunne passe ind. Et
paradoks? Ja!
Vi dyrker det hippe. Vi kan enten vælge at være en af de
trendy, der følger moden - nemlig at
være tynd, uddannet og lave projekter.
Ellers er vi en af de der ’genbrugsspisere’. En der gør præcis
det modsatte. Man prøver at være anderledes, spise det helt rigtige og vil gerne
have massere af kultur. Man vil ikke lægge op af fx H&M og prøver at tage
afstand til at det der er hipt. Man kunne kalde det ’no logo’.
Til sidst kan vi være en af dem der tager på drukture - det ekstreme.
Tilfælles for dem alle, er, at vi alligevel, trods vores
hang efter at have vores helt egen identitet, er i en slags serie. Vi går uden for døren og slask. Der står en
Bilka eller en toys’r’us eller en IKEA eller en H&M eller en…. I alle
sammen er der masseproducerede varer. Nogle omtaler det som et serielt liv. En
ungdom af paradokser – identitetsskabende og handlingsorienterede mod de
konstante rammer.
Vi er rodløse i jagten efter opmærksomhed og nye grænser. Vi
er tvunget til frihed.
Hvor man før, i fx det traditionelle samfund, så at familien
formede os og vi så at sige kendte vores plads, gør den det ikke mere på samme
måde og man kan nu ikke vide sig helt sikker. Er vores sociale forankring i
skolen? Er det Paradise Hotel? Er det festivalen? Eller er det kulturen, der
fungere som vores identitetsmarkør? Vi reflektere os i andre konstant, for at
finde den accept, vi som senmoderne unge hungrer efter. Vi kan ikke finde vores
tilhørsforhold.
Og alt imens jeg laver nok mit 500. blogindlæg imens jeg
sidder i min uldne sweater fra genbrugen, spinning-ringe og bukser fra H&M, med 5 internetfaner åbne med tumblr, information, lectio, min 2 blogs og til sidst den obligatoriske facebook, så fundere jeg
lidt over om gymnasiet nu også er det rigtige valg for mig. Jeg er selv et
produkt af det vi så smukt kalder generation Y.
LML
Johanne Skærbæk
Johanne Skærbæk
