Det er søndag og i dag er der ingen forestilling og ingen øvning, for første gang siden vi virkelig gik i gang. Der er blevet sovet godt igennem og min fuldkommen overdrevede overtræthed er kureret! I går gik jeg fuldstændig i brædderne og faldt i søvn trods lys og larm :P Også selvom jeg de andre dage ikke har kunnet sove ordentligt. Så i dag vågnede jeg glad og udhvilet(dog med ondt i skulderne, pga af svømmetag, taget fra en kasse). Jeg kunne/kan glæde mig over de to meget vellykkede forestillinger vi havde i går. Der var selvfølgelig småfejl, men ikke noget større. Det gik over al forventning, når man tænker på hvordan det så ud kl. halv et fredag nat... Vi har kørt på i fire dage i træk og været enormt meget på. Så at vågne udhvilet op, med erindringen om den vellykkede forestilling, med ømme muskler og den tanke om at der er 3 forestillinger endnu var priceless! Alt det man har arbejdet imod, viser sig nu sit værd.
Og kan man andet end at boble over af glæde, når man går arm i arm med sin veninde. Man har afleveret sin anden veninde på stationen og vi går af den kølige vej langs havet og snakker om lidt af hvert og nok mest noget om hjertet, efter at have set næsten intet til hinanden i lang tid. Der er stjerner på himlen og pludselig kommer der en flok fra efterskolen og overhaler os på deres cykler, den ene hujer henrykt, mens den næste hilser varmt. Man smiler over dem, mens jeg fumler med en høretelefon. Der kører en op på siden af os og han siger: "Du spiller fandme godt, Johanne!" Og lige det der fandme. Lige det der, at det ikke er "du spiller godt", men, at det er "du spiller fandme godt" Og så henvendt til mig, gør bare at hele mig bobler af glæde indeni! Efter øvninger hvor man hverken har kunnet improvisere eller huske noget, er den en enorm bekræftelse at få det at vide. Det at min veninde bare samtykker bagefter, gør det jo kun bedre! Jeg tror slet ikke de har en fornemmelse af hvor meget det betyder :)
Jeg elsker Faxehus. Jeg elsker teater. Og mest af alt elsker jeg det jeg får tilbage. De små ting der bare gør det hele værd.
Husk at de fleste smil, er startet med et andet smil
LML
Johanne Skærbæk
