Sneen knirker under mine fødder og Ed Sheeran lyder fint i mine ører, som jeg går hen ad vejen på vej til skoven. Jeg er på gåben og ikke cykel i dag, så jeg så mit snit til at gå gennem skoven hjem. Der er ikke blevet ryddet, men på stierne er isen blevet presset og er nem at gå på. Som jeg går der mellem træerne er der tydelige spor efter dyrene og sommetider passere jeg da også noget pletvis, gul sne. Jeg møder et par løbere eller nogle håndværker-biler og hunde-luftere, der benytter skoven ligesom mig, men ellers er jeg alene. Jeg tænker altid lidt, at de måske tænker hvad sådan en ung pige dog gør frivilligt i skoven.
Min hætte er på i det kolde vejr og jeg tænker på livets store og små spørgsmål. Som fx hvad jeg skal når jeg kommer hjem og at jeg godt kunne tænke mig at back-packe efter gymnasiet. Det med at back-packe kunne være smart, for du er ikke så afhængig af om din motorcykel eller cykel eller hvad man nu rejser med, er i orden. Det er kun der selv der skal fungere. Problemet med det er bare det er så kedeligt at gå og hvis man rejser i nogle måneder, skulle man tro man havde nået at tænke sit liv igennem et par gange. Af det springe endnu en tanke, nemlig, at man da burde skaffe sig en rollator! Så kunne computeren lige står der og så kunne man se 'Matador' eller sådan noget imens man går eller sidder i toget. For så at redde en lille del af verden samtidig, kunne man lave det sådan at det skabte strøm, når nu man alligevel går. Skide smart. Okay. Der går nok lidt tid før det kommer på markedet. Men idéen er der!
Så jeg fortsætter og jeg ved ikke hvornår jeg tog afsted, men det følges som uendelig lang tid siden da jeg går ud på vejen få 100 meter fra mit hus. Her bryder lyset igennem og et lille smil bryder frem på mine læber. Det hele er jo egentlig meget godt.
LML
Johanne Skærbæk
