Jeg sidder og venter i kulden på bussen og mens jeg sidder der og spiser en risifrutti, iagtager jeg det travle liv på stationen. Alle de mennesker der går frem og tilbage og over fodgængerovergangen. Man kan tydeligt se når der er kommet et E-tog ind. Massere af folk vrimler over og få mennesker forsøger bravt at gå imod strømmen. Kort efter er der halvtomt igen med en jævn tilstrømning af mennesker. Nogle kommer løbende for at nå et tog, der alligevel først kører om 5 min og som kører hvert 10. minut. En anden snakker i telefon og løber ligesom manden der skulle nå sit E-tog, dog bare hen mod Næstved-toget og i indgangen møder hun togføreren, der går ned på perronen og tager imod en dame mere inden han igen går ind i toget.
Andre cykler over de hvide striber. Lidt ind og ud i tvivl om det er bedst at køre på fodgængerovergangen eller ved siden af og nogle sammen med en ven. Ved siden af mig sidder en anden afslappet og stille og roligt kommer flere og flere folk til og venter på bus 109. Der er en der tydeligt fryser og en der har en rullende taske med.
Der er altid alle mulige slags liv på stationen og ind i mellem nogen man tror man vist nok kender. Jeg får lyst til at smile til dem alle, som jeg sidder der og kigger på alle de forskellige liv og grunde til at være her. Men endelig kommer bussen og jeg vender opmærksomheden mod min egen kolde krop og min tvivl om hvor jeg skal af. Jeg bliver mødt af en snaksagelig buschauffør med et cykelstyr som overskæg og jeg klipper og finder et sæde og så går turen ellers mod det mørke Strøby.
Hvordan har du det med offentlig transport?
LML
Johanne Skærbæk
