150 mand på en røverkiste, heey ho, falder døde om!

Jeg nyder denne -7 graders dag under min dyne og med lidt mild sygdom. Jeg har sovet siden kl. 16 i går efter jeg kom hjem fra oprydning efter musical. En masse kæmpe tæpper, som man kan undre sig over hvor alle de egentlig er blevet brugt henne, var blevet lagt sammen og jeg tog taknemmeligt hjem til varme og noget morgenmad kl. 13. Jeg var gået i seng, eller rettere fundet en seng, omkring kl. 6 den nat/morgen efter en skøøøøn afslutningsfest, hvor vi først begyndte på afslutningsmiddag kl. 01. Inden da spillede vi vores aller-allersidste forestilling af Skatteøen. Den sluttede af fantastisk godt. Jeg kunne dog mærke hjemmefra at jeg var træt og jeg vidste det bare ikke ville gå helt godt. Jeg nåede da også at falde mellem tilskuerrækkerne og slå mit knæ meget voldsomt. Sådan, at jeg ikke kan ligge vægt og bøje det uden det gør ondt nu. Scenerne herefter var heller ikke helt med mig, men da vi kom til sidste og længste scene, vendte det heldigvis og det gik pisse hamrende godt!
Hver forestilling er gået bedre og bedre for hver gang der er gået. Efter hver forestiling har vi kunnet sige: "Det her var klart den bedste hidtil!" Og det har været så sjovt og fedt at spille med og kunne mærke sin karakter udvikle sig så meget. Selvom jeg har været med i så mange teaterforstillinger, hvor jeg endda har haft en mere fremtrædende rolle før, har jeg lært overdrevet meget af det her 3-månders forløb. Det har været enormt professionelt, alle har været dytige og for et langt større publikum, der har givet stående klapsalver med god samvittighed. Jeg har i stedet for at blive træt af at blive ved med at spille forestilling efter forestilling, blot glædet mig mere og mere til næste forestilling.
Ugen af forestillinger har været utrolig intens og man har levet som i bobbel. En Skatteøen-bobbel. Man har ikke haft tid eller energi til andet. Hele ugen har jeg haft mindst 3 drenge sovende hjemme hos mig og det har været voldhyggeligt og dejligt. Vi er taget afsted hver aften og morgen sammen og de dage vi ikke har haft folkeskoleforestillinger har vi spillet spil. Det har også været de dage, hvor man fandt ud af hvor man træt man egentlig var.
 Hver aften kl. 24 er vi  kommet hjem til god aftensmad og hver morgen kl. 6 er vi vågnet til hjemmelavede boller. Mine forældre har været skønne og det var et dejligt øjeblik da en af drengene den sidste dag krammede min mor og sagde tak. Min mor svarede at de næsten ville komme til at savne dem og han svarede følelsesladet tilbage med "i lige måde". De andre blev ved med at takke og sige hvor skønt det havde været og kom endda over i noget med at flytte ind. Der er nu også næsten helt tomt uden dem her på værelset, som før var fyldt til randen af madrasser, tasker og dyner.
Så småt begyndte man også at lære flere og flere at kende, selvom jeg synes det har været lidt strengt med at blive et rigtigt hold og med at alle blev inviteret ind. Derfor bliver det nu også dejligt at komme tilbage til de bedste venner i 1.e. Jeg glæder mig bestemt ikke til at skulle have fysik efter 8 timer i skole igen, men det bliver jo næsten ren afslapning efter det jeg har været igang med. Som vores instruktør kaldte det: 'Det umulige projekt'.

Det er mærkeligt nu faktisk at kunne teksterne på sangene, som man før bare nynnede med på og høre en dreng og ikke Trisses dejlige stemme synge Jims sange. Spøjst at tænke på en dans eller et sceneskift  når man hører en sang. Det er absurd at tænke på man selv har opført så stor en klassiker og at det er mig, der har stået og sunget "Drømmene om rigdom" af mine lungers fulde kraft, mens jeg væltede en stol og løb mellem publikum, at jeg har kravlet op af et 3-meter højt stillads, mens jeg griner under 'Blod og guld', at jeg har slået ud i luften og lavet 'skummeleren' under 'Det sorte tegn', at jeg har overtaget en mikroporter efter en af naboerne har sunget 'Naboerne', at jeg har mimet forskellige mord-metoder, mens jeg skændtes med andre pirater under ' Det kan være dumt og dyrt at takke nej', at jeg har siddet backstage og grint og nydt at se og høre 'De engelske dyder' og 'Ostesangen', at jeg har siddet med et krus æblejuice i hånden og spillet fuld på kroen 'kikkerten' under sangen 'Brødre skal vi dele' og at jeg har siddet henført og imponeret under Mrs. hawkins sang 'Fuld af nattens stjerner' og når danserne bevægede sig til 'Den flyvende hollænder', at jeg har gjort mig klar til at sove med åben mund og højre snork under 'Drømmen', at jeg har skrålet og knipset med på 'En, to , tre så er vi borte' og 'Hyldestsangen' og  at jeg har stået med et fikseret blik og sunget 'Skatteøen' ind og af scenen under 'Admiral Benbow' og 'Tak fordi I kom'...

Et 3-månders projekt er overstået. En anden fra musicalen skrev som en kommentar på Facebook: "150 mand på en røverkiste, heey ho, falder døde om!" Jeg synes det er meget rammende, trods makaberheden i det, er det meget symbolsk: Et helt musical-Skatteøen-hold er nu ovre, som var det dødt efter at have været oppe og toppe, som havde det fundet skattekisten. 

Foran mig står nu næste års musical og Tapperiets musical, hvor jeg er blevet en klovn og venter. Jeg har ingen anelse om hvor stor rollen er eller hvordan den er, så jeg glæder mig til at få manuskript. Jeg har dog, trods alt, på fornemmelsen, at det bliver en virkelig sjov rolle at spille og det kan jeg jo godt lide!

LML

Johanne Skærbæk