Klokken er 8.00 om morgenen. Jeg er på vej ud af døren, mens jeg griber de sidste par ting og lige inden jeg går ud giver jeg hunden mad og svinger rygsækken på ryggen. Jeg går igennem havelågen, sætter earplugs i og starter en god sang. Klokken er 8.05. Timen er nu gået i gang. Jeg trækker cyklen forbi bilerne og jeg sætter mig op, træder i pedalerne og kører over den et øjebliks tomme vej. Jeg kører fraværende langs skoven på cykelstien, med tankerne svævende om alt andet end musik og at nå den til den tiden. Jeg vidste allerede fra det øjeblik jeg lå i sengen, jeg ikke nåede det. Jeg ville ikke komme op til tiden og jeg ville være alt for lang tid om alting. Jeg har kort og godt ikke den mindste lyst til at tage i skole. Jeg beslutter mig til at køre igennem skoven og cykler lige så stille og roligt gennem skoven og stierne. Klokken er 8.10. Lige nu sidder alle stille i klassen og lytter til Lotte. Hader det. At komme for sent ind. pillet om at komme til tiden, er allerede gået i gang dagen inden man går i seng. Og det spil er med garanti tabt hver søndag. Man har lige haft en god weekend, hvor man har oplevet hvad liv ellers har at byde på og hvad man kunne bruge sin tid og energi på. Ingen lektier og afleveringer. Hver mandag morgen brister den lykkelige bobbel. Jeg går ned af gangen, efter at have efterladt min cykel op af en container. Lige som jeg tænker, at jeg bare sætter mig i kantinen, da jeg jo alligevel får fravær og jeg sparer mig selv for et pinligt moment og jeg kan lave den aflevering, der skulles laves til i dag, da tikker en besked ind fra min veninde, som spørger hvor jeg er. Jeg svarer jeg går på gangen og huns varer jeg sal komme ind. Med et suk trasker jeg i retning mod 55. Jeg træder ind og modtager et 'godmorgen Johanne' fra Lotte, som gemmer på enhver lyst til at dræbe mig for 117. gang. Med en mumlen og et halvt smil som svar, lader jeg hurtigt blikket falde over klassen og finder en ledig plads, mens jeg så lydløst som muligt, prøver at få min computer frem og min jakke af. Jeg kæmper hver time, for ikke at tage hjem og lever i min egen lille verden - resten af min skoledag er lort.
Jeg ved ikke hvorfor jeg hader det så meget. Jeg har altid godt kunnet lide at lære noget og er jo omringet af virkelig gode venner. Men jeg tror bare ikke jeg magter folkeskolen igen. Tidligt op, timerlange lektier, timer der siger mig nul og niks og 8 timers sidden-stille-på-en-stol. Samt udsigten til at det skal jeg gøre i 3 år endnu. Det er bare svært at finde sig i og acceptere, når man har oplevet hvor godt livet kan være. Men jeg håber så sandelig det går over og jeg kan æde lorten og istedet se det gode i det, for gym er jo kilden til mange af de dejlige ting jeg laver og lige nu er det ihvertfald bare en ond cirkel, der aldrig giver mig fred. Suk.
Hvordan har du med alt det skole-værk?
FML
Johanne Skærbæk
